fredag den 11. juni 2010

11. juni - Zimbabwe

Hej derhjemme – så er det tid til vores første fortællinger fra turen.

Den lange rejse herned over Amsterdam, Nairobi og Lusaka før ankomst til Harare, Zimbabwes hovedstad, gik rigtig godt. I lufthavnen blev vi hentet af en flink lokal taxachauffør, William, som kørte os til  Mads’ faster (Else). En spændende tur i et mørkt Harare kl. 2 om natten i en bil, som var blevet nægtet et godkendt syn i DK.
Vi fik sagt hej til Else, fik en drink, men ellers trængte gutterne bare til noget søvn efter en lang rejse.

Første dag (lørdag), tog vi rundt i Harare i Elses bil og så lidt på byen. Vi var bl.a. ude i et område hvor lokale tjener lidt til hverdagen ved at lave diverse kunst i sten, keramik, tekstil mv. – typisk afrikansk.
Derudover kørte vi et stykke udenfor byen, hvor vi så nogle unikke stensætninger. Derfra tog vi på et lokalt marked, og ja, varerne var til salg kunne vi fornemme :o).
Byen er som helhed pæn og udviklet, men bærer præg af Zimbabwes økonomiske problemer. I de seneste år er den ikke blevet vedligeholdt.
Vi spiste ude sammen om aftenen på en fransk restaurant.

Søndag til tirsdag kørte vi til Spurwing Island – et lille afrikansk paradis, midt i søen Lake Kariba. Køretiden var ca. 5 timer, hvorefter vi blev sejlet ud på øen af lokale.
Stedet var fantastisk naturperle, meget lille (få mennesker), hyggelige lodges, bar & pool område og en fin restaurant. Her fik vi vores første mulighed for at møde den afrikanske natur. Vi var på Safari på vandet, på landjorden på gå-ben og i bil. Vi kom utrolig tæt på elefanter og zebraer. Derudover så vi impalaer, krokodiller og flodheste. Super gode oplevelser! Vejret var desuden perfekt – omkring 25 grader, sol og lunt om aftenen.

Vi tog tilbage til Harare tirsdag og kørte på tilbagevejen omkring en kæmpe dæmning, som generer strøm til en større del af landet. Desværre er dæmningen også forsømt i forhold til vedligeholdelse og er ikke i fuld drift grundet landet økonomiske problemer. Tange Elværk når ikke denne kæmpe konstruktion til sokkeholderne!
Tilbage i Harare sammen med Else, hvor vi fik besøg af en af Elses gode venner, Michael, som i dag har en business i DK og sverige med afrikansk kunst, møbler mv..  Vi spiste sammen om aftenen.

Sidste højdepunkt på vores tur rundt i Zimbabwe kom onsdag morgen, hvor vi fik sagt farvel til Else og fløj til Zimbabwes største turistattraktion – Victoria Falls, verdens næststørste vandfald. Det er svært at beskrive hvad der mødte os, men det var et fantastisk syn.
Ekstreme vandmængder fra Zambezi floden fosser mere end 100 meter ned og danner et inferno af gus, som rammer turister på udsigtspunkterne – vi blev gennemblødte, da vi hverken havde paraply eller regntøj med. Regnbuen viste sig desuden og er det sted i verden man måske kan finde skattekisten for enden af den.
Vi overnattede på et luksus hotel i ægte afrikansk charme med elefanter og vortesvin blot uden for vores dør. Samtidig kunne vi høre suset nede fra vandfaldet – helt fantastisk!

Zimbabwe er slut – vi takker Else for en god tid med hende, hun har givet os en perfekt start på ferien.

I går ankom vi til Johannesburg og VM-feberen har meldt sig. Sydafrikanerne sammen med den øvrige befolkning i verdenen fester – en helt unik stemning hernede. Allerede i lufthavnen var der fest og farver og mange mennesker blæste i vuvuzelaen – det larmende afrikanske blæseinstrument. Den skal vi nok blive træt af – især med 90.000 tilskuere til vores kamp mod Holland på mandag.

Vi er indlogeret på Brown Sugar Lodge, hvor der er VM-turister fra Europa, Nord- og Sydamerika. Der er god stemning, alt handler stort set om fodbold og en masser bajere!

I dag starter VM. Vi tager ind til byen for at opleve det, det bliver stort – byen koger.

Venlig hilsen

Mads, Morten, Henrik og Per



Ingen kommentarer:

Send en kommentar