Men så blev det endelig tid til de røde/hvides første kamp, på forhånd den sværeste gruppekamp mod hollænderne.
Vi var nogle af de første tilskuere, som ankom til området omkring stadion, så vi ventede en halv time før portene blev åbnet, imens stod vi og gættede på resultatet og satsede lidt penge på det, sammen med andre danskere og en enkelt franskmand. Der blev satset mest på spil i hollændernes favør, hvilket resultatet jo desværre bekræftede var rigtig.
Endelig blev vi lukket ind på det smukke og enorme stadion med plads til 95.000 tilskuere. Vi fandt hurtig sammen med andre danske fans, fik varmet stemmebåndet op med slagsange og råb, samtidig med at vi fik det vædet med rigeligt med øl. Efterhånden som kampen nærmede sig steg stemningen, folk var glade og spændte. Nogle havde vist fået nogle genstande hjemmefra også :o).
Der var ingen tvivl at hollænderne udgjorde den klart største del af dagens tilskuere, det meste var stort set orange, men vi hørte ikke specielt meget til dem. Som sædvanlig blev der blæst i ”vuvuzelaen”, den gør det også stort set umuligt at høre andet. Vi er efterhånden ret trætte af den, men jo en del af sydafrikanske fodboldkultur, så en gang i mellem får vi da selv blæst lidt i den, om end det faktisk er svært. Det kræver teknik og stor blæsekraft, måske nogle af os mangler noget der.
Det var en stor oplevelse for at synge ”Der er et yndigt land” for fuld kraft med de andre danskere, vi vil skyde på at der maksimalt har været 1.500 – 2.000 danske fans. Alligevel føltes det højt mellem os. Undervejs blev der sunget forskellige klassiske fodboldslagsange, men desværre kunne det ikke ses på det danske holds præstation, som var skuffende og utilstrækkelig imod et hollandsk hold, som absolut ikke viste skræmmende styrke.
Dansk politi var tilstede på stadion, men havde en rolig dag på kontoret – blot en enkelt hardcore fan med en aggressiv attitude blev sendt udenfor til afkøling.
Selve kvaliteten af spillet på banen er egentlig ikke værd at skrive om, men vi fik alligevel en super oplevelse på et smukt, stort og solbeskinnet stadion fyldt op med glade feststemte mennesker.
Efter kampen var det vores plan at følge andre danske tilskuere ned på barer i Johannesburg centrum, men ved en tilfældighed kom vi med en taxa med nogle lokale hvide Sydafrikanere, formentlig velstillede. Vi kørte hen til et supermarked, hvor 2 af de lokale gik ind for at købe nogle drikkevarer vi kunne få i taxaen ind til byen. Vi forventede at de blot kom tilbage med nogle få genstande, men i stedet kom de 2 tosser kørende med en hel sækkevogn med drikkevarer – vi var 10 mand i taxaen., så der var overdrevet meget at drikke.
Så der blev for alvor fest i bilen og vi kørte ca. en time rundt i Johannesburg på en lille ”road trip” inden vi blev læsset af centralt på ”Melrose Suare” og festede videre med de lokale. Helt i gennem en god dag/aften, vi nåede aldrig at komme hen til de andre danske fans, da vi hyggede os med de lokale.
I skrivende stund er vi på vej til ”Krueger National Park”, hvor vi skal på 3 dages safaritur.
Vi vender tilbage med oplevelser derfra.
Hilsen drengene.



Stærkt drengene! Det lyder som om I har det kanon, jeg skulle gerne ha gasset den med jer. Jeg er pænt misundelig. Glæder mig til at høre om Krueger, der skulle vist ligge en kanon golfbane ret op ad parken. Gear!! Jeg vil forresten gerne lægge beslag på en vuvuzela hvis I får den igennem tolden.
SvarSletSkidt tur, lyder kedelig, godt jeg ikke er misundelig :-)
SvarSletmvh mus