torsdag den 24. juni 2010

Kruger-parken

Dagen efter Danmarks nederlag mod Holland kørte en flok halvtrætte knægte mod øst for at tage på safari i Kruger Parken, som grænser op imod Mozambique. Den første dag skulle vi overnatte i byen Nelspruit, som ligger lige uden for nationalparken. Her blev det til et par øl nede i byen og lidt bold på storskærm, men vi skulle mødes med guiden næste morgen kl. 5.30, så vi stak halen mellem benene og røg på hovedet i seng tidligt. Hvilket viste sig at være en super ide, da 1/3 af Chile’s VM-fanskare boede på det samme hostel og holdte fest til den lyse morgen, til lyden af sangen: CHI CHI CHI L L L – CHILE !!! En herlig oplevelse, der sikrede os et varmt forhold til vores chilenske brødre.

Køreturen til Kruger Parken var måske en af de mest gruopvækkende minder vi vil have fra turen hidtil. 1 time på ladet af en safaribil, designet til kørsel med 30-40 km/t , men nu på hovedvej med en fart på omkring de 100 samt de lave morgentemperaturer gjorde turen til en tavs og kølig affære. Vi fik dog hurtigt varmen, da vi ca. 5 km inde i nationalparken mødte en morgenfrisk hanløve, som gik mindre end 3 meter fra den åbne bil. Så var vi ligesom i gang og kunne notere den første af de fem store dyr i notesbogen.

Vores lejr bestod af ca. 12 telte, bålplads & grill og et fælles spiseområde ligeledes under teltdug. Vi skulle sove i store to mands safaritelte med indretning der begrænsede sig til et par feltsenge, som skulle gøre det ud for vores hjem de næste par dage.

Vores guide, Luis, var en erfaren fyr og vidste alt om dyrelivet i Kruger Parken og det meste af det sydlige Afrika. Han kørte rundt med os de to næste dage på ladet af safaritrucken og vi fik hurtigt set de første antiloper, blandt andet impalaer og kuduer, efterfulgt af elefanter og giraffer samt en masse flodheste i de lokale vandhuller, hvor de solede sig og mæskede sig i søgræs. Der var store flokke af gnuer, bøfler og zebraer som græssede på de mere åbne savanne-lignende områder. Inde i vegetationen gik der vortesvin og rodede godt rundt i skovbunden og mens nogle af drengene fra landet tænkte på slagtepriser og fedtprocenter, tænkte andre fra de mere urbane områder på Pumba fra filmen Løvenes Konge. Hans lille ven Timon – i form af et stribet desmerdyr – fik vi også set pile tværs over vejen.

Vi fik også set det hvide næsehorn i flere omgange og det er tydeligt for de fleste at parken har en sund bestand af denne art, da deres efterladenskaber er afleveret med en imponerende præcision, for at markere deres territorium overfor andre hanner. En løveflok på 6 eksemplarer krydsede på et tidspunkt vejen, til stor fornøjelse for os og tyve andre biler, der havde fået færten af dyrenes konge og hans dronninger. Et smukt og nærmest majestætisk syn. Der er ingen tvivl om at de i den grad sidder på det øverste trin i fødekæden.

Efter en lang dag på ladet af bilen var det tid til aftensmad og hygge omkring bålet i teltlejren, mens stjernehimlen sjældent var set mere klar langt væk fra storbyernes lysforurening. Prisen for en klar stjernehimmel var i vores tilfælde en rimelig kold nat, som dog blev reddet af varmedunk og ekstra tæpper til nogle af de heldige safarigæster.

Vi fik ikke set leoparden eller geparden, men det er en af de charmerende ting ved at være ude i naturen – det handler om at være på det rette sted på det rette tidspunkt. Hvis man vil have garanti for at se dyr, kan man jo altid tage i zoologisk have. Til gengæld så vi en honninggrævling, som i sjældenhed muligvis ikke kan overgås af nogle andre dyr i parken. På nær måske leoparden, geparden og det sorte næsehorn.
Turen i Kruger blev afsluttet med en tur igennem ”Blyde River Canyon”, som er et smukt og imponerende naturområde.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar